| Flere

Aktive unge tiltrækker nye instruktører

Det styrker fællesskabet på tværs af holdene, når ungenetværket i Randers gymnastiske Forening arrangerer aktiviteter for de 13 til 20-årige. Samtidig gør arrangementerne det let for foreningen at rekruttere nye instruktører

Foto: RgF
Amerikansk fodbold, arrangeret af foreningens ungenetværk, er en genvej til at flere frivillige i RgF

Ledelse

- rekruttere flere frivillige
er et fem af temaer ved DGI's DM i foreningsudvikling. Se flere temaer og følg DM i foreningsudvikling her

»Hvornår er der ungearrangement?«

Det spørgsmål går igen i Randers gymnastiske Forening, RgF. For at styrke sammenholdet blandt unge, står foreningens ungenetværk hvert kvartal for et arrangement, hvor de 13 til 20-årige medlemmer prøver kræfter med alt fra amerikansk fodbold over klatring til pistolskydning.

»Vi får ideerne fra, hvad vi selv synes kunne være sjovt. Det hele skal ikke handle om gymnastik, for det styrker fællesskabet, når alle prøver noget nyt,« fortæller Sofie Gregersen.

Hun er 19 år og sidder i ungenetværket, der går ind i sin tredje sæson. Det blev til på opfordring fra gymnastikkoordinator Vinie Andreasen.

»Jeg spurgte seks af vores unge instruktører, om de ville være med. De sagde ja med det samme, for de tændte på at skabe mere sammenhold på tværs af holdene,« fortæller hun.

Sådan har RgF skabt ungenetværket

1. Gymnastikkoordinatoren spurgte seks unge instruktører, om de ville være med til at skabe mere sammenhold på tværs af holdene.
2. Hun indkalder netværket til møde og tager sig af praktiske opgaver som at søge haltid og kontakte andre foreninger, så opgaverne er spiselige for de unge.
3. De unge laver invitationer og »sælger« deres arrangementer på holdene. Det slår bedre igennem, at de selv gør det frem for en voksen.
4. Når de voksne evaluerer et arrangement sammen med de unge, sker det med spørgsmål om, hvordan de selv synes, det er gået. Det giver de unge endnu mere gejst, og det er vigtigt, for de har også travlt med skole, fritidsjob, fester og venner.
5. RgF holder fast i, at arrangementerne er for unge fra 13 år, så de ældste ikke falder fra. Til gengæld kan yngre gymnaster glæde sig til, at de bliver gamle nok til at deltage.

Genvej til at rekruttere frivillige

Ungenetværkets arrangementer gør det lettere for gymnastikkoordinatoren at rekruttere instruktører og hjælpeinstruktører.

»Jeg kan godt spørge efter nye instruktører ude på holdene, men til arrangementerne kommer jeg lettere i snak med de unge og kan høre, om nogle har potentiale som instruktør. Arrangementerne er en genvej til at rekruttere frivillige,« siger Vinie Andreasen.

At de nye instruktører kender hinanden fra ungearrangementerne gør det også mere attraktivt at komme på kursus.

»For fem år siden mødte jeg reaktioner som: ”Skal jeg på det kursus, det er jo i min efterårsferie?” Nu glæder de sig, fordi de kender hinanden på tværs af holdene fra ungearrangementerne og skal af sted sammen.«

Voksne lader de unge komme til

I øjeblikket består netværket af fire unge, to ældre instruktører og Vinie Andreasen. Det er nødvendigt med voksne – hvis de formår at give de unge plads, betoner Sofie Gregersen.

»De voksne siger aldrig nej, men er med på at undersøge, om vores forslag kan lade sig gøre. De tror på os, hvor man i andre foreninger måske tænker, at unge ikke gider gøre arbejdet færdigt. Vi skal selvfølgelig have hjælp med økonomi og den slags, men hvis man hele tiden bliver mødt af et: ”Det kan ikke lade sig gøre”, så gider man ikke til sidst,« siger Sofie Gregersen.

Af Henrik Stanek, Stickelberg Bureau

Opdateret 5. september 2011